Hva er det du sier?!?

Var en tur bortover Kalvskinnet i dag, tilbake under Skansenbrua og langs Ila-kaien. Om ikke Kamelryttersken akkurat brukte av sitt Nord-Norske forråd av adjektiver, så var det like før kjeftamentet gikk varmt.

Ilevolden var bare en graut av saltslaps, på gangveier og fortau var det et saltlag oppå snøen, som delvis var is enkelte steder. Og under over alle undre. Et par steder var det strødd to sandkorn, nærmet som ei unnskyldning for å kunne si “Vi har jo strødd”.

Kamelryttersken har hatt sine kontroverser med Kong Vinter opp gjennom årene, men må innrømme at etter at veimyndighetene fant opp salting har ikke de kontroversene blitt mindre. En ting er at saltet spiser opp understellet på bilene, det er forsåvidt ikke så farlig. Det er biler nok. En annen ting er at veisaltet ødelegger grunnvannet flere steder. På Ilevolden hefter det kanskje ikke så mye, der går saltet rett i Trondheimsfjorden, men lenger inn i landet tar det veien ned i grunnvannet.

Veimyndighetene forteller at det blir færre trafikkulykker med saltingen, og det er jo et nobelt mål. Å få ned antallet skadde og døde i trafikken. Det ingen av de høye herrer tenker på er at det beste føret på vinteren er hardpakka snø. Og at fjerning av snøen med en gang er et mer effektivt trafikksikerhetstiltak, enn salting i tide og utide.

Men det nytter lite med fornuft mot offentlige forståsegpåeres retorikk.

Maria Gjerpe har en bloggpost om bruk av ordene langvarig syk kontra kronisk syk. Hvordan disse ordene blir brukt og forstått av helsepersonell, NAV og pasienter. Liljekonvall på bloggen “Finger’n i jorda…” snakker

Om viktigheten av verdighet i den offentlige debatten om helse og velferd. Om et verdig språk for alt det hva livet rommer. Jeg speiler min verdi i dine ord.

Blir mange ord, og ikke minst mange retoriske grep når offentlige personer skal fortelle hvor bra alt er/skal bli og at offentlig forvaltning alltid har rett. Sånn som i gårdagens Brennpunkt på NRK hvor de forteller historien til en familie på flukt fra barnevernet. Hvor barnevernet tviholder på sin historie/oppfatning av at det var en stor krise i familien, og at de derfor måtte ta over ansvaret for den eldste jenta. At de tok jenta ut av familien uten hensyn til barnevernslovens påbud om at det først skal prøves ut tiltak i heimen, var ikke så farlig. Heller ikke at en psykolog på BUP påviste Aspergers syndrom hos jenta var godt nok for det kommunale barnevernet. Typisk offentlig overgrep tenker kanskje noen?

Det er like mye kommunikasjon og faglig forståelse hos barnevernet som fører til gapet i virkelighetsforståelse mellom dem og familien. Hvilken verdighet de gir familien. De snakker om ansvarsovertakelse. Barnevernet tar over ansvaret for jenta, samtidig som de lar foreldrene beholde ansvaret for søsknene. Da har man sagt at foreldrene ikke er skikket til å ta seg av sitt eldste barn, men er skikkete nok til å ta seg av de to andre barna sine.

Hvordan forteller man noe slikt, uten å skape konflikt? Med det spørsmålet er man over på retorikken igjen. Man tar ikke tak i utfordringen som ligger i å bruke  faglig forståelse og integritet for å gi ordene og dermed mottakeren den verdigheten han faktisk har.

For det har noe med hvordan vi bruker ordene, hvordan vi snakker fagspråk, og hvordan vi som fagfolk bruker ordene vi finner i lovverk og forskrifter som regulerer det arbeidet vi har tatt på oss å utføre. For en varig funksjonsnedsettelse kan oppfattes som en kronisk sykdom hvis man ikke er flink med definisjoner og klarer å kommunisere hva en funksjonsnedsettelse er.

Eller som eleven som farer opp i et vanvidd fordi han akkurat bare får ståkarakter i et fag. Selv mener han at han har gjort en bra innsats og burde da minst ha både tre og fire. Da går det på forståelse av fag og ikke minst hvordan lærer/veileder klarer å formidle at det er et gap mellom elevens forståelse av egen innsats og hva han faktisk yter. Det å knekke en slik fagspråkkode og bygge bro over det gapet er like utfordrende som å knekke lesekoden.

Finnes det en felles forståelse av ord som langvarig og kronisk? Forstår vi at fagspråk like mye kan bryte ned verdighet som det kan bygge verdighet? Bruker vi ordene slik at vi bygger bruer, ikke skaper avgrunner mellom mennesker?

Retorikken ligger tykt utenpå spørsmålene som fruen stiller, men noen ganger er det kanskje nødvendig for å forstå hva man forstår?

3 thoughts on “Hva er det du sier?!?

  1. Pingback: linksiden.no
  2. Det der siges er altid et godt emne at diskutere. Grunden er at det er let at komme til at sige det man vil på en mindre klar måde, hvis man ikke tænker på, hvorledes det formuleres klart. Det gælder i al kommunikation, men i sammenhængen her er det særligt det offentliges kommunikation med borgerne og det offentliges brug af – ofte – juridiske begreber.

    Eksemplet med familien, hvor forældrene ikke kan tage ansvar for et barn, men for andre af deres børn, lyder som en selvmodsigelse, men havde man sagt at forældrene samlet set ikke kunne tage ansvaret for familien som den så ud, men ville være i stand til det, hvis familien samlet set blev ændret (f.eks. ved at ikke alle børn boede hjemme), ville man måske have kunnet forstå hvad det drejede sig om. Ikke at overgrebet var blev mindre, men forklaringen var blevet tydeligere.

    Det forekommer mig at man siger det kan tage et par år før man ved om en opstået hjerneskade er stationær (varig) eller om der har fundet en bedring sted. Dette tages der ikke hensyn til, når myndighederne skal forholde sig til arbejdsevnen, idet man ret hurtigt skal tage stilling til om arbejdsevnen varigt eller forbigående påvirkes af funktionsændringen. Det kan forekomme mærkværdigt.

    Tankerne om hvorledes ordene bruges, som også diskuteres på bloggen Marias metode, har også ført til en kommentar på den blog. Jeg skrev bl.a. følgende:

    For ca. 40 år siden skrev jeg speciale på psykologistudiet om »Amputeredes accept af handicap og protese«. Det der er blevet fastholdt fra dengang knytter sig netop til brugen af ordene. Det var Beatrice Wright, der i sin bog »Psychological Aspects of Physical Disease« forholdt sig til netop det sproglige omkring handicap.

    For det første fandt jeg det interessant at læse om forskellen på Disability og Handicap.

    Disabilitey (eller invaliditet på dansk) defineredes som en tilstand, der kunne beskrives objektivt lægeligt. Venstre lillefingers yderste led mangler.

    Handicap defineredes som den kummulerede effekt af de psykiske reaktioner på disabiliteten. Det blev eksemplificeret med en lastbilchauffør og en violinist, der begge manglede den lille del af lillefingeren. Det var indlysende at den psykologiske effekt måtte være størst for violinisten, i alle tilfælde i forhold til arbejde.

    For det andet forklarede Wright, at man måtte ophøre med at tale om en handicappet person, men om en person med et handicap. I det første tilfælde spreder handicappet sig over hele personen. I det andet er der først og fremmest tale om en person, dernæst at personen også har et handicap. Det er stadig ikke let for folk at sige sådan, men nogle kan.

    Det har således stor betydning, hvorledes ordene bruges.

    Måske kan denne måde at tænke på have betydning for forståelsen af hvorledes ordene kronisk eller langvarig anvendes på bloggen. Jeg tænker at selve den ændrede helbredstilstand er varig eller kronisk, men personen med den kroniske helbredsforandring har jo alle sine egenskaber og hertil den kroniske tilstand. Nogle af egenskaberne er måske kommet under pres, f.eks. arbejdsevnen, men det er jo ikke det samme som intet at kunne. Tilpasningen til den kroniske tilstand er en del af den kummulerede psykiske effekt af den, og det er netop på denne måde jeg synes det giver meget mening at tale om en langvarig tilstand. At det tager tid at indrette sig, men at det sker, er netop en følge af langvarigheden. Når denne tilpasning har fundet sted, er effekten af den kroniske tilstand ændret, selvom den stadig er der. Langvarigt er tidsbegrænset, varigt er det ikke.

    Det må have betydning om der tales om en person med kronisk sygdom eller en kronisk syg person. Der er forskel på en person med en langvarig sygdom kontra en langvarigt syg.

    Fagsprog er nødvendigt, men det er let at tale hen over hovedet på modtageren, hvis man ikke er meget bevidst om, hvorledes man bruger sproget – og tager udgangspunkt i Kierkegaards overvejelser om, hvordan man møder den der skal hjælpes.
    Jørgen Carlsen postet sist..Tjen penge onlineMy Profile

    1. Tusen takk for en god kommentar, som satte ting inn i en bredere sammenheng :)

      Ja, Kierkegaards ord om hjelpekunst er ofte brugt i Karavanseraiet, og er en god rettesnor når man skal møte mennesker med andre utfordringer enn de man selv har.

      Er flere som sier at tilstanden etter et slag (stroke) ikke er stabil før etter to år. Og det er rapporter om slagpasienter som har hatt fortsatt framgang i flere år enn det. Tar sin tid å etbalere mange nok nye synapser som kan erstatte de som ble ødelagt ved slaget.
      Men siden man går fra sykelønn til rehabiliteringspenger etter et år, og også på grunn av menneskets generelle utålmodighet, er det nok mange som konkluderer med en stabil tilstand etter en hjerneskade/slag lenge før tilstanden faktisk er stabil. Med uante økonomiske følger for den enkelte.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

CommentLuv badge
:D :-) :( :o 8O :? 8) :lol: :x :P :oops: :cry: :evil: :twisted: :roll: :wink: :!: :?: :idea: :arrow: :| :mrgreen: